Skovpassets historie

 

 

Fortidens fejl og fremtidens muligheder

Der var engang et mægtigt Kejserrige. Kejseren glædede sig over, hvor stort og mangfoldigt hans rige var blevet, men måtte også indse, at han ikke selv var i stand til at regere det hele. Derfor udvalgte han sine mest loyale adelige støtter og gav dem den højeste adelige titel i sit rige: “Lensherre”. De særligt udvalgte adelsfolks opgave bestod i at varetage Kejserrigets interesser, udforske nye områder og annektere disse i Kejserens navn. På denne måde blev Lensherre Valentin Livenius hersker over det område, som senere blev kendt som Skovpasset.

 

Men der er en vigtig detalje, vi skal huske at få med. Det var nemlig sådan, at Lensherren, altså den kære Livenius, dengang han kun var Fyrste, var herre over tre byer: Daioni, Brennin og Andros. Der herskede meget uro i disse byer og dette vækkede tydeligt Kejserens frustration og vrede. I et desperat forsøg på at bringe lov og orden, efter kraftig opfordring fra Kejseren, samlede Fyrsten disse tre byer til én og kaldte den Eigaborg. Men det gik hverken værre eller bedre end, at området af stadig uforklarlige årsager, endte i hænderne på en handelsstat kaldet “Kelbstadt” og Fyrsten stod nu uden hjem og undersåtter. Fyrsten troede at ville Kejseren se ham i nåde, virkeligheden var dog en helt anden.

 

Efter tabet af de tre byer til en foragtet handelsstat, som ingen respekt havde for den ærekære Kejser, følte Kejseren sig ydmyget og han gav Livenius skylden. Han ville derfor egentlig helst eliminere den unge Fyrste, men da Kejseren af politiske årsager ikke kunne ikke slå ham ihjel, valgte han i stedet at udnævne Livenius til Lensherre. Dermed kunne Kejseren pålægge ham mere krævende opgaver, som forhåbentligt indirekte ville ende hans dage eller i det mindste fjerne ham fra Kejserens åsyn. 

 

Lensherre Livenius fik nu en særlig opgave. Han skulle tage en mindre flåde af Kejserens skibe og sejle i en nordvestlig retning, da man havde hørt rygter om, at der i denne del af verdenen, langt væk fra Kejserriget, skulle ligge et ukendt kontinent. Livenius tog med glæde imod opgaven og sammen med sin bedste ven, Viziren Lasani Vulnirari, sejlede han afsted på en rejse, der skulle ændre hans liv for altid.

 

Den lille Kejserlige flåde, ledet af Lensherren, sejlede mere end to måneder på åbent vand. Heldigvis var skibene godt provianteret og med alkymien og magiens hjælp blev ingen besætningsmedlemmer hverken syge eller deprimerede, hvilket styrkede besætningens loyalitet og dedikation til Lensherrens projekt. Han vidste godt, at Kejseren ikke var tilfreds med hans tidligere indsats, så han var fast besluttet på, at den nye koloni skulle blive en succes.

 

Nyt land i sigte

Det var en dejlig solrig sommermorgen, da udkigsposten på det forreste skib kunne melde om “land i sigte”. Foran lå en kyststrækning som rakte så langt som øjet kunne se. En bred flodmunding omgivet af frodig natur, med en større havneby på sin østlige side, vidnede om en spirende civilisation og det var derfor kun naturligt, at Lensherren valgte at besøge de lokale. Efter et behageligt møde med den lokale Fyrste, fandt Lensherren ud af, at der for enden af floden var et ikke-beboet område med en dyb sø. Et område som var frodigt og rigt på naturlige ressourcer.  Lensherren var ikke i tvivl; Her skulle den fremtidige, Kejserlige by ligge! Men det skulle ikke blive så nemt, som han havde forestillet sig..

 

Efter flere dages sejlads op af den brede og dybe flod, ankom den lille flåde til den omtalte sø. Omend den var dyb, var den ikke særlig stor og det var kun ved hjælp af mindre både, at Lensherrens og hans folk kunne sejle ind i området. Søen var dog omkranset af bakker og frodige skove som lovet. Dette var en sand naturperle.

 

Lensherren var den første til at betræde det nye land. Han var fuldstændig overvældet over skønheden i den omkringliggende skov. Her var masser af dyr og god jord, og han besluttede, at dette skulle være stedet, hvor Kejserens nye koloni skulle ligge. Søen lå nærmest i et lille pas imellem de omkringliggende skove og derfor døbte Lensherren området for “Skovpasset”.

 

De første spadestik

Nybyggerne var på Lensherrens ordre straks gået i gang med at sætte deres telte op, da det pludselig myldrede ud fra skoven med sære og uhyggelige monstre. Fyrsten i havnebyen, havde ikke fortalt Lensherren om den skjulte fare og han blev derfor ganske overrasket. Det fredelige skovpas blev pludselig til en blodig kampplads! 

 

Efter flere dages kamp lykkedes det dog, at slå de angribende monstre tilbage, men der var noget galt. Et eller andet havde ændret sig. Det viste sig at lederne af monstrene i en sidste desperat handling havde udført et stort magisk ritual, hvorved de kastede en mægtig og ildevarslende forbandelse over stedet i håb om få deres endelige hævn over Lensherren og beboerne. 

 

Episoden står stadig stærkt i Lensherrens hukommelse som en evig påmindelse om Skovpassets lunefulde natur og en advarsel om de ukendte kræfter og hævngerrige øjne som observerer fra mørket. Skovpasset er vidunderligt og smuk, men det har så sandelig også en skyggeside.

 

Arbejdet fortsætter

Med den midlertidige fred på plads kunne, indbyggerne begynde opbygningen af Skovpasset igen. Der opstod dog hurtigt uenigheder i forhold til ejerforhold, hvilket resulterede i, at Lensherren og Viziren udfærdigede en plan for Skovpasset, som delte området op i to byer med et stort fællesområde, som kunne fungere som en markedsplads for fremtidige handler byerne imellem og med handelsrejsende fra andre dele af verdenen.

 

Den første by der blev opført, var Skjoldheim, som blev ledet af folk, som havde stolte traditioner fra den nordiske del af Kejserriget. De havde vikingeblod i årene og bragte deres traditioner og tro til Skjoldheim. Byen blev senere tilholdssted for Adelsrådet, der blev betroet at lovgive, overse og beskytte begge byer. Adelsrådet blev nedsat som Lensherrens forsøg på, at give befolkningen en form for demokrati til alles tilfredsstillelse. Da byen ligger tættest på søen, var det også naturligt, at Handelslauget og mange af de rige handelsmænd, bosatte sig i Skjoldheim.

 

Den anden by blev døbt Højborg og havde en mangfoldighed af indbyggere af forskellige racer; heriblandt dværgene som rykkede talstærkt ind. De naturlige magiske kræfter manifesterede sig også stærkere i Højborg end i Skjoldheim, hvilket hurtigt tiltrak folk med interesse for alkymi og magi og dermed fik området kaldet Tempelpladsen en central rolle i byens udvikling. Onde tunger vil påstå, at der er flere personer med kriminelle tilbøjeligheder i Højborg, men det er vist kun rygter. Der har altid været en politisk uenighed omkring Højborgs navn og Adelsrådets seneste beslutning har endelig ændret navnet til Lavborg, i anerkendelse af de lokale dværges politiske indflydelse.

 

Imellem de to byer blev Markedspladsen bygget. Viziren insisterede fra begyndelsen af, at kalde området Bazaren, men Lensherren mente at navnet var alt for eksotisk i forhold til området, så han ændrede det efter et stykke tid til Markedspladsen. På denne store plads blev der bygget særlige huse, som varetog byens handel og erhverv. Det var også her at den lokale byvagt, kaldet Vogtene, fik til huse, samt flere lokale forretninger med salg af alt fra pandekager til spådomme. Man ser ofte tilrejsende sætte deres telte op på Markedspladsen, som er det centrale knudepunkt i Skovpasset.

 

I udkanten af de to byer er naturen mere vild og området skjuler mange hemmeligheder. Engang imellem opstår der en by, som ofte forsvinder lige så hurtigt igen. Skjulte skatte, indgange til gamle miner og magiske cirkler opdages fra tid til anden og sære ritualer finder ofte sted om natten i fuldmånens skær. Her kan man også finde sære eneboere, lumske banditter og drabelige monstre og det kan derfor være med risiko for eget ve og vel, at bevæge sig rundt i yderkanten af Skovpasset. Rådet er at holde sig til de etablerede veje, aldrig at gå alene og sørge for at holde sit våben parat.

 

Vi er ikke alene

Efter konflikten med monstrene, skulle Skovpasset vise sig at blive et sted med udfordringer, som ingen af indbyggerne havde forestillet sig. Det som ingen  vidste da de ankrede op i den smukke sø var, at der under området lå en magtfuld magisk krystal kaldet Urkraften. Det var gennem Urkraften at lederne af monstrene kanaliserede deres ondsindede ritual og derfor vil forbandelsen formentlig præge området til evig tid. 

 

Det skulle vise sig med tiden, at Urkraften var i stand til at skabe fænomener, som man aldrig før havde oplevet. Intelligente monstre, uhyggelige sygdomme og selv mægtige guder blev tiltrukket af Urkraften og derfor skete der ofte besynderlige hændelser der kunne true hele Skovpassets eksistens. Indtil videre har indbyggerne dog været i stand til at tøjle disse udfordringer, men området er stadig præget af fortidens uhyrligheder. Indbyggernes stædighed i forhold til, at bevare retten til at leve og bo i Skovpasset har dog vist sig stærkere og i stedet for at flygte fra området, har de valgt at blive og kæmpe. 

 

Samtidigt med de lokale udfordringer, viste det sig, at det kontinent som Skovpasset var en del af, var fyldt med andre folkeslag og racer. Nogle folk lignede dem som oprindeligt kom fra Kejserriget, mens andre var vidt forskellige. Det er svært at afklare hvilke racer der lever i Skovpasset og hvem der kom først til landet  Det har altid været Lensherrens ønske, at gøre Skovpasset til en central del af kontinentet og han har skabt mange fordelagtige muligheder for de oprindelige herboende folkeslag. Han gik endda så vidt, vil nogen mene, at han tillod udøde at bo i byerne i Skovpasset med samme rettigheder som de levende.

 

Civilisationen blomstrede allerede i fuld flor på kontinentet før Skovpasset blev tæt befolket og man finder flere store og prægtige byer i alle verdenshjørner. Mange af de adelige fra disse byer har dog gennem årene flyttet deres primære bolig til Skovpasset, fordi Lensherren inviterede dem til direkte at kunne have lovhjemmel og indflydelse på handlen og udviklingen i området. Selvom  Skovpasset kun er en koloni bygget primært af telte, så betragtes området som et af de vigtigste centre for handel og politik på hele kontinentet, med forbindelser til Det Kolde nord, De Varme Lande mod syd, Det Fjerne Østen, samt Det Vilde (og blodige) Vesten. 

 

Intern uro

Nu hvor Skovpasset endelig blomstrede og folk levede deres daglige liv, skulle man tro, at der var kommet styr på landet, men Lensherrens og Vizirens venskab, som med tiden forvandlede sig til et uvenskab, er den dag i dag ofte årsag til en masse intern uro i området. 

 

Lensherren er hævet over sine undersåtter. Omend hans empati og gode vilje overfor indbyggerne dog er oprigtig. Alt han ønsker er, at alle har det godt og trygt og nyder livet i fulde drag, trods de mange udfordringer som Skovpasset står overfor. Folk kan altid regne med hans opbakning og sociale støtte, og han svarer gerne på henvendelser fra alle; både adelige såvel  som jævne folk. 

 

Efter konflikten med monstrene frygtede Lensherren at Skovpasset ville lide den samme skæbne som de tidligere byer han engang regerede over. Han indså at hans lederskab  ikke var tilstrækkeligt og dette var grunden til, at han inviterede de adelige til deltagelse i Skovpassets Adelsråd, og på den måde at give dem rettigheden til at udføre det reelle arbejde i forhold til love, regler og beskyttelsen af området. Det eneste krav for at kunne deltage i Adelsrådet, var en officiel udnævnelse til adelig af Lensherren selv. I Lensherrens øjne  er det kun de rette folk, som som er rige nok til at købe sig en titel, der er værdige til at kunne lede det jævne folk.

 

Viziren derimod er ikke adelig og har før i tiden, som minister og ambassadør, bestyret Kejserens interesser i De Varme Lande mod syd. Han er den praktiske og handlekraftige mand, som ikke lader følelser stå over fornuft. Han mener, at vejen frem er et styre, baseret på et demokratisk valg, hvor folket selv beslutter, hvem der skal regere i Skovpasset og han vil dermed også personligt bistå som rådgiver til den folkevalgte repræsentant. I sidste ende er det dog Lensherren der har den største magt, så Vizirens eneste håb om forandring er gennem indbyggernes egne initiativer.

 

Uvenskabet mellem Lensherren og Viziren startede ved et skænderi et par år efter opførelsen af Skovpasset. Rygtet vil vide, at store mængder vin var involveret og det gjorde bestemt ikke situationen nemmere. I stedet for at udnytte hinandens styrker og svagheder, blev disse årsag til en splittelse, hvor hver part mente, at de vidste bedst i forhold til Skovpassets udvikling. Lensherren ville have et Adelsråd, hvor Viziren ville have et demokratisk byråd. Lensherren mente, at Adelsrådet sagtens kunne varetage alle borgeres tarv i både Skjoldheim og Højborg, hvor Viziren mente at byrådet skulle bestå af repræsentanter fra hver by. Desuden mente Lensherren, at han gennem sine laug kunne bestyre og holde orden på byerne, hvilket Viziren afviste, da han mente at Skovpasset havde brug for en officiel byvagt til at holde orden. Lensherren mente ikke, at der var ressourcer til et sådant foretagende og derfor oprettede Viziren personligt “Vogterne”, en neutral udøvende magt der tilgodeså at alle blev behandlet lige og retfærdigt i hele Skovpasset. Det er derfor, at Viziren betaler Vogternes løn og har udstyret dem med magiske uniformer.

 

Alle disse diskussioner ledte frem til, at Lensherren håndhævede sin magt overfor Viziren og dermed tog beslutningen om Skovpassets fremtid. Viziren fik dog lov til at indføre enkelte tiltag som Vogterne, da dette ikke påvirkede Lensherrens indflydelse. 

Det gjaldt for dem begge, at det blev dem uudholdeligt at være i hinandens selskab og derfor flyttede de begge væk fra Skovpasset. Lensherren byggede efterfølgende 4 paladser, som var bygget til beboelse i hver af de 4 årstider. Den daglige ledelse af Skovpasset har han trygt overladt i Adelsrådets hænder. Hans forsvinden fra byen undrede mange af indbyggerne. Det er i mellemtiden kommet frem, at Kejseren stadig har et horn i siden på Lensherren og at han i den sammenhæng ofte har forsøgt at komme Lensherren til livs. . Disse hændelser understøtter årsagen til Lensherrens fysiske fravær. Lensherren nævner derfor sjældent Kejseren og ønsker for så vidt muligt, at holde ham uden for indflydelse. Rygterne vil vide, at Lensherren fra tid til anden besøger byerne ( især kroerne) i Skovpasset i forklædning, for inderst inde elsker han området og dets beboere.

 

Viziren flyttede ud til et stærkt beskyttet tårn, som kunne holde uvelkomne eksistenser ude. Han har stadig et godt forhold til Kejseren og der er blevet spekuleret i, om Kejserens vidt forskellige forhold til Lensherren og Viziren, i virkeligheden var den kile der splittede deres venskab.

 

Både Lensherren og Viziren har dog indset, at deres indbyrdes stridigheder intet er i forhold til de udfordringer, som indbyggerne i Skovpasset døjer med og de har derfor indgået en midlertidig fredsaftale for at sikre Skovpassets beståen.

 

Fremtiden venter

Det er nu 8 år siden, at Lensherren satte sin fod i Skovpasset. Mens nogle ting er de samme, så har andre forandret sig. Lensherren og Viziren tolerer hinanden og bruger byernes borgere som brikker i deres mærkværdige magtspil, selvom de begge godt ved, at det er en farlig leg. Kejseren bor alt for langt væk til, at han kan påvirke Skovpasset direkte, men engang imellem dukker der alligevel folk op fra hans rige. Den lille koloni er vokset og med de lokale folks store indflydelse er området efterhånden blevet sit eget, formet af indbyggerne og deres hverdag. 

 

Alt i alt er Skovpasset mangfoldighedens sted. Her findes der flere typer af mennesker, elvere, dværge, faune, trolde, vampyrer og andre væsner. Nogle ses som udefrakommende trusler, mens andre er etablerede borgere i byerne. Mangfoldigheden er dét der definerer dette fantastiske område og indbyggernes evne til både at være på kant med hinanden, men også at stå sammen når det virkelig gælder. Det er disse forhold som skaber den fantasifulde og levende historie om Skovpasset, som i sandhed kan siges at være "Legendernes Verden".